Jens Philip Yazdani - Gymnasieelevernes nye formand

”Med en regering, der skærer milliarder på uddannelsesområdet, og tvinger elever til at konkurrere om de bedste karakterer, skal vi unge op fra stolen og kræve en anden udvikling, for en bedre politik og bedre hverdag."

Lørdag den 29. april på det årlige landsmøde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, blev Jens Philip Yazdani fra Langkær Gymnasium, valgt som formand for organisationen.

Den tiltrædende organisationsformand mener at regeringen blander sig for meget i, hvordan gymnasierne skal styres.

”Regeringens politik skaber et destruktivt læringsmiljø. Med øget centralisering og regulering fra politisk hold, rystes fundamentet for et stærkt gymnasium. Både elever og lærere skal have frihed i deres hverdag og arbejdsplads.”, siger Yazdani.

Yazdani er ikke tilhænger af de seneste års nedskæringer på uddannelsesområdet og tror at pisk og krav er skadeligt for unges læring.

”Gymnasieskolen skal ikke drives af økonomiske incitamenter, men ambitioner om demokratiske og dannede borgere. Dette trues, ikke kun af milliardnedskæringer men også det karakter- og fraværsfokus, vi ser i dag. Vi skal ikke uddannes for at kæmpe mod hindanden, men for at vokse i fælleskab.”, mener den tiltrædende formand.

Desuden tror Yazdani, at kampen for et bedre uddannelsessystem kæmpes bedst med andre aktører i den uddannelsespolitiske verden.

”Vi skal fastholde samarbejdet med andre ligesindede, som for eksempel i Uddannelsesalliancen. Det her er ikke vores egen kamp. Vi skal være mange om den, og fortsætte det gode samarbejde, så vi sammen kan stå stærkere, end vi gør alene.”, udtaler Yazdani.

Den 1. juli tiltræder Jens Philip Yazdani som formand for DGS, sammen med nyvalgte Valdemar Greve og Laurits Lindegaard Rasmussen, der er blevet valgte som organisatorisk næstformand og økonomisk næstformand.

Kontakt
Jens Philip Yazdani
Tf: 28 51 04 98