Total Hip Replacement kommer til DGS’ landsmøde!

Når lørdagens program på DGS’ landsmøde er færdigt og den store fest skal sparkes i gang får vi besøg af intet mindre end bandet Total Hip Replacement!

Det unge, energiske band nyfortolker og forener alt fra reggae, soul og funk som er umuligt at stå stille til med deres muntre og humørfyldte lyd.

De har spillet mere end 150 koncerter, som indebærer alt fra Skanderborg Festival til Folkemødet på Bornholm til Tanzania og Ghana, hvor de har hentet inspiration til deres musik. Til Skanderborg Festival vandt de prisen “Tak Rock’s Talentpris 2017”, hvor Gaffa beskrev deres koncert, som værende "(...) en overvældende god og swingende koncert, fyldt op med hooks og horn. Uden tvivl årets mest gennemmusikalske show (…)”, så der er grund til at glæde sig!

Vi ses til landsmødet!

Hvis du vil læse eller høre mere om Total Hip Replacement, så kan du finde mere på Total Hip Replacements hjemmeside og på Spotify.

DGS' landsmøde 2019

D. 26. - 28. april er DU er inviteret til DGS’ landsmøde på Høje Taastrup Gymnasium.

Landsmødet er Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings højeste myndighed. Det er her, dit elevråd har direkte indflydelse på DGS.

Kom med dit elevråd og dine gymnasiekammerater til en fed weekend, hvor I vil møde unge fra landets gymnasier og beslutte DGS’ arbejde for næste år.

Aktivitetskonferencen 2018: Fraværsdemonstration, klima og ny organisatorisk næstformand

Elever og kursister fra hele landet var i weekenden 23.-25. november samlet på Rødovre Gymnasium til DGS Aktivitetskonference 2018. Arbejdet for at føre beslutningerne ud i livet er allerede i gang - første skridt er DEMO: Stop Fraværstyranniet!

Valg
Aktivitetskonferencen begyndte med et ekstraordinært landsmøde, hvor Jonathan Hove Appel blev valgt som ny organisatorisk næstformand.

DGS’ bestyrelse havde også poster på valg. Aktivitetskonferencen valgte Gertrud Lynge Mikkelsen som menigt bestyrelsesmedlem. Valget af 1.-, 2.- og 3.suppleanterne blev hhv. Liva Victoria Raarup Røhmann, Fabian Munkholm Davidsen og Sara Klit.

DGS imod nye fraværsregler
Vi diskuterede fraværsbekendtgørelsen, som trådte i kraft i oktober. Vi hørte om oplevelser med den nye fraværsregistrering, hvilket gav konkrete eksempler på bekendtgørelsens uhensigtsmæssige konsekvenser. DGS indkalder derfor til demonstrationen mod fraværsbekendtgørelsen d. 13. december på Bertel Thorvaldsens Plads i København.

DGS og de deltagende elevråd fortalte om det det sidste halve års arbejde, og i den forbindelse behandlede vi DGS’ regnskab. Aktivitetskonferencen gennemgik også DGS’ udtalelser, hvor vi tilføjede den nye udtalelse “Mere fokus på ordblinde”. Udtalelserne er politiske papirer, der har gyldighed i tre år, og derfor skal udtalelserne igen behandles på aktivitetskonferencen 2021.

DGS går ind i klimakampen
Vi genbehandlede DGS’ arbejdsplan for 2018/2019 og indførte et nyt fokusområde med titlen “Vores fremtid, vores klima”. Det nye fokusområde betyder, at DGS det næste halvår skal gøre en indsats for en grønnere fremtid igennem parlamentarisk, organisatorisk og opkvalificerende arbejde.

Vi reviderede også budgettet for 2019, så aktivitetskonferencen både besluttede den økonomiske og den politiske prioritering for det næste halvårs arbejde.

Vi ses igen!
Komikeren Jakob Thrane stand-up besøgte os lørdag aften, og han holdt ikke igen med spiddende bemærkninger mod os gymnasieelever. Aftenen sluttede med et brag af en fest.

Tak for en fed aktivitetskonference - husk at sætte kryds i kalenderen d. 26. - 28. april, hvor DGS afholder landsmødet 2019!

Billeder fra Aktivitetskonferencen kan ses her: https://www.facebook.com/71826718955/photos/?tab=album&album_id=10156688383548956

Den opdaterede arbejdsplan og udtalelserne kan læses her: http://www.gymnasieelever.dk/politiske-papirer/