MANGFOLDIGHED

DGS’ MANGFOLDIGHEDSPAPIR

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) mener, at gymnasierne har et klart ansvar for at være trygge, inkluderende og aktivt normkritiske læringsmiljøer. En nyere undersøgelse fra VIVE viser, at LGBTQ+-elever trives markant dårligere end der cis-hetero-medstuderende, oplever mere mobning og oftere føler sig utrygge på deres uddanelse. Homofobi, transfobi, bifobi og andre former for diskrimination hører ikke hjemme på nutidens ungdomsuddannelse. DGS kræver, at gymnasierne ikke blot tolererer mangfoldighed, men aktivt fremmer den gennem undervisning, faciliteter, kultur og klare retningslinjer.


Privat omklædning skal være en selvfølge på alle gymnasier

DGS mener, at alle gymnasier skal tilbyde private eller kønsneutrale omklædningsrum som et minimumskrav. Mange elever, både transkønnede, non-binære, interkønnede og cis-elever med generel utryghed, oplever stress og angst ved at skulle om i traditionelle drenge- eller pigegarderober. Privat omklædning handler ikke om særlige rettigheder, men om basal tryghed og lige adgang til idrætsundervisning. Det må aldrig være elevens ansvar at “vænne sig til” utryghed. Det er skolens ansvar at fjerne barrieren.


Seksualundervisning skal være obligatorisk, normkritisk og elevinddragende

DGS går ind for, at alle gymnasiale uddannelser skal have seksualundervisning som en fast og obligatorisk del af pensum på alle tre år. Undervisning skal være LGBTQ+-inkluderende, normkritisk og dække emner som seksuel orientering, kønsidentitet, grænser, samtykke. prævention, kønssygdomme og digitale krænkelser. Den skal faciliteres af eksterne professionelle (fx. sexologer eller certificerede undervisere fra Sex & Samfund) og tilpasses skolens behov gennem elevinddragelse, fx. vha. anonyme brevkasser eller et seksualundervisnings-udvalg med elever fra elevrådet. God seksualundervisning forebygger ikke kun mobning og diskrimination, den skaber respekt, tryghed og stærkere fællesskaber.


Litteraturkanon og pensum skal afspejle nutidens mangfoldighed

DGS kræver, at litteraturkanon og pensum i dansk og andre fag bliver markant mere inkluderende. Når man fravælger visse minoriteter, sender det et signal om, hvilke stemmer der “tæller” i litteraturen. Listen skal være vejledende frem for obligatorisk, så lærere frit kan vælge de mest relevante og mangfoldige tekster.


Nultolerance over diskrimination

DGS står fast på, at homofobi, transfobi, bifobi, racisme, ableism, klassisme og ehver anden form for diskrimination skal have nultolerance på gymnasierne. Skolerne skal have klare, skriftlige retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, og sanktioner skal være konsekvente og kendte for alle. Samtidig skal forebyggelsen prioriteres højest. Temadage, workshops, pride-uger og synlig støtte fra ledelsen signalerer, at LGBTQ+-elever er en naturlig og værdsat del af skolens fællesskab. Lærere skal have obligatorisk efteruddannelse i normkritik og LGBTQ+-inklusion.



DGS ønsker, at gymnasierne aktivt signalerer inklusion gennem:

  • Tryghedsskabende tiltag

  • Regnbueflag og Pride-symboler under Pride.

  • Kønsneutrale toiletter på alle skoler

  • Mulighed for angive pronomen i Lectio

  • LGBTQ+-frivillige eller foreninger på skolen

  • Åbne samtaler om køns- og seksualitetsmangfoldighed


Når skolen viser, at den står bag sine LGBTQ+-elever, falder mobning og mistrivsel, samtidigt stiger trivsel for alle.


DGS kræver et gymnasium, hvor ingen unge skal skjule, hvem de er, eller hvem de elsker, for at føle sig trygge, men et ægte inkluderende gymnasium der ikke bare et sted, hvor LGBTQ+-elever overlever, men et sted, hvor de trives, udvikler sig og tør være sig selv.