STOP de store fusioner - det sker ikke til gavn for eleverne!

Lige nu ser vi en bølge af fusioner af gymnasiale institutioner skylle ind over vores uddannelseslandskab rundt omkring i landet. Men det er ikke noget nyt. Fusioner er sket i mange år, dog står vi bare midt i en fusions flodbølge lige nu. Siden oktober 2024 har mindst 26 institutioner fusioneret eller meldt planer om det. Det er en udvikling, der går alt for hurtigt, for det sker ikke altid til gavn for eleverne eller elevdemokratiet.

I DGS glade for at se at Børne- og undervisningsministeriet har sat fusionerne i stop, og nedsat et sekretariat, der skal stå for udmelding og igangsættelse af omlægningsproces for uddannelses- og institutionslandskabet ved årsskiftet. Dog kræver vi elever, at omlæggelsen af uddannelseslandskabet bliver gjort på den rigtige måde, for vi mener ikke, at fusionerne altid er til gavn for elevdemokratiet. Fusioner kan give mening, når små gymnasier i udkantsområder slår sig sammen for at sikre, at unge har et uddannelsestilbud tæt på deres lokale by. Og det bakker vi i DGS fuldt op om. Problemet opstår, når store institutioner begynder at opsluge hinanden på tværs af store geografiske områder. Det skaber nemlig ikke nogen løsning, men snarere et problem.

Institutionslandskabet har igennem de seneste årtier været igennem stor forandring. Vi er begyndt at se flere fusioner, som bliver til “megaskoler”. Disse store institutioner bliver ofte beskrevet som mere “effektive”, men effektivitet må aldrig komme før elevdemokratiet. Når en institution ligger spredt ud over flere forskellige afdelinger, der dækker over store geografiske områder, så rykker beslutningerne længere væk fra de elever, som det faktisk handler om.

I DGS har vi været i dialog med et elevråd på et af disse “megaskoler”. De fortalte, hvordan de brugte lang tid på at udarbejde et detaljeret papir til ledelsen med forslag til at forbedre undervisningsmiljøet under renoveringen af skolen. Baggrunden for papiret var konkrete ønsker og problemer hos eleverne. Dog kunne den lokale rektor ikke tage stilling til forslagene, fordi det havde rektoren absolut ingen indflydelse på. Derefter blev elevrådet sendt videre til økonomidirektøren, som de aldrig fik et møde med, og til sidst bygningsdirektøren, som ikke kunne imødekomme dem, eller vidste, hvor elevrådets forslag skulle sendes hen. Hele “Hvem skal jeg gå til” problematikken kan være virkelig frustrerende for et elevråd. Vi ser at hos store institutioner, som i det øvrige eksempel, forsvinder elevdemokratiet i systemet. Det er provokerende og demotiverende for de unge, der ellers gerne vil engagere sig.

På disse institutioner mister eleverne adgangen til ledelse. Rektoren er ikke længere en man kan finde på gangen, men derimod finde, på en mail. Det gør det enormt svært at skabe en god forbindelse mellem ledelsen og eleverne, samt at gennemføre elevernes initiativer til skolen. I DGS mener vi, at det er helt afgørende for vores elevdemokrati, at elevernes stemmer bliver hørt, og at deres stemmer er prioriteret af deres ledelse.

Når ledelsen samles et sted, og beslutninger tages langt væk fra elevernes hverdag, svækker det automatisk elevindflydelsen. Når der er kortere fra elev til ledelse, kan eleverne bedre påvirke de ting, som de oplever ude i klasselokalerne. Derimod, på de store institutioner, er eleverne mere handlingslammet, for hvem skal de overhovedet gå til, for at få tingene ændret?

Det handler ikke blot om struktur, men om at vi elever mister muligheden for at blive hørt, og derudover også at lære, hvad reel demokratisk deltagelse betyder.

Derfor er vi i DGS glade for at Børne- og undervisningsministeren har valgt at nedsætte et fusionstop, hvor de institutioner, der aktuelt har ansøgt om sammenlægning, får deres sag lagt på pause. For os elever, er det nemlig vigtigt, at der kommer styr på processen, og at vores institutioner ikke fusionerer i hast, i frygt for at stå tilbage på perronen. Vi elever har brug for gymnasier, hvor ledelsen er tæt på eleverne. Hvor hver skole er et gymnasium i sin egen ret, ikke bare en afdeling under et større navn.

Derfor opfordrer vi klart Børne- og undervisningsministeren, samt det kommende statslige sekretariatet for omlægning af institutionslandskabet, at have elevdemokratiet, og elevernes adgang til ledelsen, i tankerne, når man ser på fremtidens institutionslandskab. Hvis ikke, så risikerer vi at træde ind i et uddannelseslandskab, hvor de store institutioner trumfer fællesskabet og elevdemokratiet, og hvor elevernes stemme forsvinder i systemet.