Gymnasieelever samles til klimatopmøde i Vejle: Kræver grønne skoler i hele landet
I dag mødes mere end 160 klimainteresserede gymnasieelever fra 42 forskellige gymnasier til Gymnasieelevernes Klimatopmøde 2025 i Vejle. Klimatopmødet er arrangeret af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og skal gøre gymnasieelever klogere på, hvordan de kan være med til at gøre deres egne gymnasier mere bæredygtige.
Et stort antal unge er bekymrede for klimakrisen og føler et stærkt behov for handling. Når Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) afholder Gymnasieelevernes Klimatopmøde, er det derfor med fokus på, hvordan man som gymnasieelev kan gøre en forskel i klimakampen. Forperson for DGS, Joachim Federspiel, understreger vigtigheden af at samle de unge om netop klimaspørgsmålet: “Mange unge er allerede engagerede i klimakampen, men oplever, at der ikke bliver lyttet til dem. Derfor holder vi det her topmøde og samler unge på tværs af gymnasier, så vi kan stå stærkere i fællesskab og kræve grønne skoler i hele landet,” fortæller han.
Bygningen i Vejle danner rammen om klimatopmødet, og her strømmer gymnasieelever fra alt fra Nykøbing Falster til Aalborg ind, når dørene åbner kl. 9.30. På klimatopmødet vil eleverne blandt andet blive klogere på sammenhængen mellem biodiversitet og klima med biolog og podcastvært Alexander Holm og høre hilsner fra klimaminister Lars Aagaard og miljøminister Magnus Heunicke. Dagen byder også på workshops om, hvordan man som gymnasieelev kan være med til at skabe bæredygtige skoler samt taler fra klimaudvalg, der oplever stor succes med at gøre deres gymnasier grønnere.
Joachim Federspiel håber, at eleverne vil gå fra topmødet med fornyet energi og lyst til at handle: “Vores virkelighed ser kun ud som den gør, fordi vi ikke har lavet den om, og det håber jeg, at deltagerne har lyst til at gå ud og gøre efter i dag”, siger han.
Gymnasieelevernes Klimatopmøde er en del af DGS’ projekt “Årgang Klimakamp!”, der er støttet af Tuborgfondet og har til formål at give gymnasieelever håb og værktøjer til at tage aktiv del i klimakampen.